DK | Print | Mail


Historie
Vision og mål
Ledelse
Tal og fakta
Kontakt
Links
Tilbage til forsiden

Historie

Havnens historie

Tilbage i 1700-tallet var Horsens Havn en åhavn. Skibene kunne lægge til ved en smal kaj langs den nuværende Åboulevarden. Der er endnu bevaret et af de gamle pakhuse fra den tid. I 1717 blev Havnen synet; den var i dårlig stand, kun lavbundede pramme kunne sejle op ad åen. Det varede dog over 10 år, før reparationen begyndte. Bolværkerne blev fornyet, og åen blev renset op for mudder og dynd.

I 1737 fik Havnen sit første reglement. Det blev dermed muligt at opkræve afgift fra de skibe, der lagde til i Havnen. Det blev samtidigt forbudt at kaste skarn i åen. Blev forbudet overtrådt, blev det straffet med bøde, en tur på træhesten, eller synderen blev opstillet i gabestokken på Torvet.

Sidst i 1700-tallet trængte Havnen til endnu en renovering. Den blev iværksat af Ove Høegh Guldberg, der blev hjulpet af nogle fremtrædende borgere; Jens Hiernøe, Anders Kruuse, Frederik Winther og Niels Gylding.

I løbet af 1800-tallet blev havneområdet udbygget. I takt med, at Horsens By blev større, var der behov for en større havn. I 1873 lagde Det Jysk-Fynske Jernbaneselskab skinner mellem Banegården og Havnen.

I 1883 blev sejlrenden uddybet til 15 fods dybde. Alt det opgravede sand og dynd er i årenes løb blevet brugt til at opbygge havneområdet og kajarealerne.

Omkring år 1900 etablerede grosserer Collstrop en impræneringsanstalt på et stort område på sydsiden af havnen.

I 1902 blev der etableret et ledefyranlæg bestående af 8 fyr.

Der var en stank omkring åen, da den blev brugt som byens spildevandsrende, så i årene 1902 - 1904 blev Bygholm Å flyttet til det nuværende sted, og åløbet blev fyldt op hen til Havnealle. Omkring samme tid blev øen født. Der lå et skibsværft på øen. Senere, formentlig i 1920´erne, blev pavillonen fra skibsværftet bugseret ud til Lystbådehavnen, hvor vi i dag kender den som Horsens Sejlklubs Restaurant.

Sidst i 1930´erne investerede Havnen i kraner, hvilket var et stort plus for brugerne.

Det sidste stykke af det gamle åløb blev lukket i 1984, da Niels Gyldings Gade blev etableret.

Op gennem 80´erne og 90´erne har havnen stille og roligt udviklet sig med nye kajer og nyt materiel. I 2000 fik havnen sin hidtil største kran, PLM 170 HD. Kranen kan løfte 80 tons og har en rækkevidde på 24 m. I begyndelsen af det nye årtusinde arbejdes der videre på havnens udvikling, bl.a. blev et nyt spulefelt opført, således at havnen i de næste mange år vil være i stand til at komme af med oprenset mudder fra havn og rende.

I 2001 blev Horsens Havn omdannet til et  A/S med Horsens Kommune som ene aktionær.

  

Horsens Havn A/S - Ove Jensens Allé 35 - DK-8700 Horsens - Tel +45 75621014 - Fax +45 75621457 - horsens.havn@horsens.dk